Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Region Hovedstadens Radikale Venstre

Rundt i regionen: Ugen der gik i Radikale Venstre i hovedstadsregionen (16. december 2020)

RUNDT I REGIONEN: Her får du overblikket over begivenhederne i Radikale Venstre i hovedstadsregionen den seneste uges tid


16. december 2020 kl. 09.00


Af Viktor Dylander


Furesø


Integrationsminister afviser radikalt ønske om flygtningebørn i Furesø 


Som Radikal Dialog kunne fortælle i sidstes uges Rundt i regionen, vedtog Furesø Byråd for nylig at hjælpe flygtningebørn fra Morialejren i kommunen med støtte fra De Radikale. Men søndag afviste udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye forslaget. 

    Formanden for Furesø Radikale Venstre og byrådskandidat Neel Ingstrup er skuffet over regeringen og udtaler til Radikal Dialog: "Det er skammeligt særligt med tanke på, at vores statsminister kalder sig 'børnenes minister', at regeringen ikke vil hjælpe sagesløse og nogle af de mest sårbare børn."


Høje-Taastrup  


Nadeem Farooq ny lokalformand


Tidligere folketingsmedlem Nadeem Farooq har overtaget posten som kommuneforeningsformand i Høje-Taastrup. Det bekræfter han over for Radikal Dialog. Skiftet kommer, efter den nu tidligere formand Michael Naurbjerg meldte sig ud af partiet i september, mens Nadeem Farooq var næstformand.

    Nadeem Farooq udtaler til Radikal Dialog: "Jeg er radikal fodsoldat og har derfor svært ved at sige nej, når partiet kalder. Min vigtigste opgave er at få skabt et hold af stærke kandidater til det kommende kommunalvalg, så vi får det bedste radikale resultat i kommunen nogensinde." Han genopstiller derfor til formandsposten ved generalforsamlingen i 2021.


Hørsholm  


S tvunget til at afgive byrådsmandat til Radikale Venstre


Den radikale 1. suppleant i Hørsholm Hans Laugesen overtog mandag Socialdemokraternes ene plads i byrådet, da et S-byrådsmedlem fraflyttede kommunen. Da alle opstillede for S blev valgt ved kommunalvalget i 2017, har partiet ingen suppleanter. Reglerne gør så, at suppleantposten automatisk tilfalder næste parti i valgforbundet – Radikale Venstre

    "To mandater giver os bedre mulighed for at markere radikale synspunkter frem mod kommunalvalget. Den seneste meningsmåling viser, at vi nu står stærkere, end vi gjorde før sidste valg," siger det nye byrådsmedlem til Radikal Dialog. 


Hillerød  


Radikale skaber avisdebat om erhvervsvenlig kommune


Virksomhedernes tilfredshed med den kommunale service er blevet genstand for avisdebat, efter byrådsmedlemmerne Christina Thorholm og Jørgen Suhr 5. december slog på tromme for mere fokus på dette fra byrådets side, fordi Hillerød blot ligger på en 70. plads i en ny DI-analyse. Det førte til kritik fra Venstrepolitikeren Thomas Elong, som i dette debatindlæg sagde, at Venstre allerede havde fokuseret på det før De Radikales indlæg. Jørgen Suhr svarede på kritikken søndag, hvor han opfordrede til mere tværpolitisk inddragelse om at udvikle erhvervsklimaet.


København  


Ny gruppeformand podcaster om radikal københavnerpolitik


Christopher Røhl blev 10. december indsat som ny gruppeformand for Radikale Venstre i København. Københavnske politiknørder kunne allerede dagen efter lære ham og hans radikale mærkesager bedre at kende i et nyt podcastformat på Altinget Hovedstaden, der sender efter hvert møde i Borgerrepræsentationen. Lyt med her.


Kontantfrie banker skader hjemløse og fører til radikal kritik af S


Flere banker på Vesterbro er december blevet kontantløse. Derfor kan flere hjemløse uden kreditkort snart ikke hæve deres månedlige kontanthjælp i banken, som de plejer. Socialborgmester Mia Nyegaard lancerer derfor en 'lappeløsning', mens kommunen venter på langtidsholdbare løsninger fra regeringen.

    "Jeg må sige, at det her ikke er en Socialdemokratisk regering værdigt," sagde hun til DR fredag.


Radikal ordfører vil have regeringen til at godkende roadpricing 


Teknik- og miljøordfører Mette Annelie Rasmussen opfordrede fredag regeringen til at handle på Københavns klimaudfordring ved at tillade roadpricing i hovedstaden.

    "Vi skal stramme vores miljø- og emissionszoner, omlægge en tredjedel af Københavns vejareal til grøn natur og fremme cykelinfrastruktur," skrev hun i Altinget. Kommunen kan ikke selv beslutte at indføre roadpricing uden regeringens godkendelse.